Saṃsāra er et sanskrit-ord, der betyder "vandrende" eller "verden" med konnotation til cykliske, kredsløbsmæssige ændringer. [1] [2] Det indeholder også begrebet genfødsel og "cyklisiteten i alt liv, stof, eksistens", en grundlæggende tro i de fleste indiske religioner. [3] [4] Kort sagt er det cyklussen af død og genfødsel. [2] [5] Saṃsāra omtales undertiden med udtryk som "transmigration", "karmisk cyklus", "reinkarnation" og "cyklus af målløs drift, vandring eller dagligdags eksistens". [2] [6]
Begrebet Saṃsāra har rødder i den post-vediske litteratur; teorien diskuteres ikke i vedaerne selv. [7] [8] Det forekommer i en udviklet form i de tidlige Upanishads, som dog ikke omtaler mekanismen bag. [9] [10] Den fulde redegørelse for Saṃsāra-doktrinen findes i sramaniske religioner som buddhisme og jainisme samt forskellige skoler i hinduistisk filosofi efter omkring midten af det 1. årtusinde f.Kr. [10] [11] Saṃsāra-doktrinen er knyttet til karma-teorien i indiske religioner, og frigørelsen fra Saṃsāra har været kernen i den åndelige søgen i de indiske traditioner, såvel som i deres interne uenigheder. [12] [13] Befrielsen fra Saṃsāra kaldes Moksha, Nirvana, Mukti eller Kaivalya. [6] [14] [15]