Slaget ved Hannut | |||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|
Del af 2. Verdenskrig | |||||||
Ødelagte franske tanks AMC Somua S 35 efter slaget |
|||||||
|
|||||||
Parter | |||||||
Frankrig Belgien Storbritannien Holland[1] | Nazi-Tyskland | ||||||
Ledere | |||||||
General Gabriel Bougrain General Langlois | General Hans-Jürgen Stumpff (3. Panzer Division) Generalleutnant Johann Joachim Stever (4. Panzer Division) |
||||||
Styrke | |||||||
20.800 mand 600 kampvogne [2] [3] | 25.927 mand 618 kampvogne 108 kanoner[2] [4] |
||||||
Tab | |||||||
121 kampvogne[5], menneskelige tab: ukendte | 60 døde 80 sårede 49 kampvogne ødelagt 111 kampvogne beskadiget[6] |
Slaget ved Hannut var et slag på Vestfronten i 2. Verdenskrig, som blev udkæmpet under slaget om Frankrig den 12. maj – 14. maj 1940 ved Hannut i Belgien. Det blev anset for at være det største kampvognsslag indtil da, men blev senere overgået af andre slag under Felttoget i Nordafrika og på Østfronten. Det lykkedes tyskerne at binde betydelige allierede styrker, som dermed blev holdt væk fra det område i Ardennerne, hvor det afgørende gennembrud blev gjort. Det lykkedes imidlertid ikke tyskerne at nedkæmpe den 1. franske arme, som derpå forsinkede Wehrmacht, og tillod British Expeditionary Force at undslippe til Dunkerque.