Tyr (norrønt: Týr) er i nordisk mytologi en af aserne. Den lille rolle, Tyr spiller i den bevarede nordiske mytelitteratur, tyder på, at han i den sene før-kristne periode, hvor den skriftlige overlevering blev til, kom i skyggen af Odin og Thor.[1] Desuden peger stednavnematerialet på, at Tyr i vikingetiden hovedsageligt blev dyrket i Danmark.[2] Han fremstilles som rets- og krigsgud.
I vikingetiden var han en mindre væsentlig mytologisk figur, men tidligere havde han større religiøs og mytologisk betydning.[2] Tyr kendes også fra andre germanske mytologier; på gotisk hed han Teiws, på angelsaksisk Tīw og oldhøjtysk Ziu.
Hans familiebånd er usikre; ifølge Snorre Sturlasons Yngre Edda er Tyr søn af Odin, mens han ifølge eddadigtet Hymerskvadet er søn af jætten Hymer.[3]
Den vigtigste myte om Tyr er bindingen af Fenrisulven. Den beskriver, hvordan Tyr mistede sin højre hånd, da han lagde uhyret i lænker. Sammenligninger med andre myter tyder på, at denne myte har en høj alder.[4]