Vikinger (fra norrønt víkingar) var nordiske søfarere, der rejste, plyndrede og handlede i Nordeuropa. De kom primært fra Skandinavien og rejste over et stort område i Nord-, Central- og Østeuropa. Vikingetiden varede fra slutningen af 700-tallet til sent i 1000-tallet.[1][2] Termen bruges på mange sprog om de indbyggerne i de samfund, som fandtes (og findes) i vikingernes hjemland.
Tiden med stor nordisk militær, merkantil og demografisk ekspansion er et vigtigt element i den tidlige middelalder i Skandinaviens historie samt i Estland, Storbritannien, Frankrig, Kijevriget og Sicilien.[3]
Alt det blev muligt pga. udviklingen inden for søfart især langskibe. Vikingernes aktiviteter strakte sig helt til Middelhavet, Nordafrika, Mellemøsten og Centralasien. Efter en fase med opdagelse, udvikling og bosættelser, primært via vandvejen på have og floder, begyndte vikingerne at etablere samfund og politikker i forskellige områder i Nordvesteuropa, Rusland, nordatlantiske øer og sågar på Nordamerikas nordøstkyst. Den nordiske kultur blev på dette tidspunkt udbredt og spredt i de områder, hvor vikingerne kom frem, og samtidig tog de fremmede kulturer og skikke med tilbage til Skandinavien.
Den moderne opfattelser af vikingerne tegner et komplekse billede, sammenholdt af arkæologiske fund og historiske kilder. I 1700-tallet begyndte man at opfatte vikingerne som ædle vilde, og det blev styrket i 1800-tallets nye interesse for vikingerne – i kunsten kendt som oldnordisk stil (viking revival).[4][side mangler][5] En opfattelse af vikingerne som frygtløse eventyrere går igen i forskellige vikingemyter fra begyndelsen af 1900-tallet, og i det nye årtusind er mange populære repræsentationer af vikingerne, inklusive fantasy figurer, baseret på kulturelle klicheer og stereotyper, der bl.a. også profilerer den stærke vikingekriger. Den komplekse moderne forståelse af vikingerne og deres bedrifter står i kontrast til middelalderens syn på de søfarende pirater.