Compiler

En compiler (også kaldet kompiler eller oversætter) er et computerprogram der automatisk kan oversætte fra et programmeringssprog til et andet. En compiler bruges til at lave nye programmer med idet man oversætter fra kildekode til maskinkode og derved opnår eksekverbare filer (på Microsoft Windows kaldet ".exe-filer").

Processen hvorved et program oversættes mellem to formelt definerede sprog kan også kaldes en transformation. Oversættelsen foregår typisk fra et sprog med meget abstraktion til et med mindre, selvom det ikke altid er tilfældet. Denne skelnen kan også karakteriseres ved at kalde det ene sprog for et højniveausprog og det andet for et lavniveausprog. Et typisk lavniveausprog er maskinkode, som er instruktionssprog computeren forstår.

Der er dog også praktiske grunde til at oversætte til andre højniveausprog eller til maskinkode til virtuelle maskiner. Hvis man oversætter til et højniveausprog, kan man afvikle sit program i de miljøer som eksisterer til det givne sprog og efterfølgende oversætte det videre. For eksempel oversættes programmeringssproget Haskell til programmeringssproget C før det oversættes til maskinkode. Det kan der være nogle fordele ved.

Hvis man oversætter til en virtuel maskine, kan man afvikle sit program på alle fysiske maskiner, der understøtter en simulering af den virtuelle maskine. Eksempler på sprog som udnytter sidstnævnte er Java til JVM og ActionScript til AVM.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne