Indenfor datalogi er programmeringssprog kunstige sprog, som er designet til at udføre beregninger på en computer. Programmeringssprog anvendes til programmering, som er at skabe computerprogrammer, og til at udtrykke algoritmer præcist.
Nogle programmeringssprog har en form for formel definition eller specifikation for hvad der er muligt at udtrykke i sproget, og hvordan det gøres. En sådan definition eller specifikation kan opdeles i syntaks (form/grammatik) og semantik (betydning). Andre programmeringssprog er løst defineret ud fra manualer, gængs brug eller en bestemt oversætter/fortolker, kaldet en referenceimplementering.
De tidligste programmeringssprog går forud for den moderne computer. De blev brugt til at instruere adfærden for bl.a. væve og selvspillende pianoer. Tusindvis af programmeringssprog er sidenhen blevet skabt, primært til moderne computere, og mange nye skabes hvert år.