Humoralpatologi

Opdelingsforslag Denne artikel er foreslået opdelt i artiklerne Humoralpatologi og De fire temperamenter.    (Diskutér forslaget). Hvis opdelingen sker, skal det fremgå af beskrivelsesfeltet, at opdelingen er sket (hvorfra og hvortil) eller af artiklens diskussionsside.

Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.

Læren om de fire temperamenter (latin temperamentum – passende blanding) bygger på læren om de fire elementer. Den blev først beskrevet 400 f.Kr. af grækeren Hippokrates. I hans livsværk Corpus Hippocraticum, beskrives en sammenhæng mellem makrokosmos og mikrokosmos, elementerne, temperamenterne og de fire kardinalvæsker (de fire legemsvæsker) Den græsk/tyrkiske læge Klaudios Galenos udbyggede Hippokrates teorier, i sin lægekunst, ved at tilføje elementarkvaliteterne:

• Koleriker – gul galde, ild.
• Sangviniker – blod, luft.
• Melankoliker – sort galde, jord.
• Flegmatiker – slim, vand.

Ifølge Galenos kan en opstået sygdom forklares ved, at der er ubalance i forholdet mellem kardinalvæskerne, eller at de ophober sig forkerte steder i kroppen. Yderligere bliver mennesket født med en overvægt af én af væskerne: Blod – på latin sanguis, slim – på græsk flegma, sort galde – på græsk melaina chole, gul galde – på græsk xanthe chole. Denne overvægt afgør om man får et sangvinsk, flegmatisk, kolerisk eller melankolsk temperament. Galenos kaldte denne lægekunst for humoralpatologien og den blev udøvet af læger i hele den vestlige verden, helt op til midten af 1800 tallet.